Rygstød til integrationsarbejdet i foreningslivet

Københavns Kommune

29/04-2005

Københavns Kommune giver 300.000 kr. til fire integrationsprojekter, der alle har til formål at inddrage unge med etnisk minoritetsbaggrund i foreningslivet Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget har netop bevilget 300.000 kr. fra sin Brobygningspulje til fire nye integrationsinitiativer, der alle har til formål at styrke integrationen i det frivillige folkeoplysende foreningsliv.

Blandt de støttede projekter er en løbeklub på Østerbro, et rekrutteringsprojekt i en pigeklub i Nordvest, et fodboldprojekt på Nørrebro samt et omfattende rekrutteringsprojekt til gadekulturens sportsgrene rettet mod Nørrebro, Vesterbro, Nordvest, Amager m.m.

Kulturborgmester Martin Geertsen (V) betoner vigtigheden af, at København til stadighed sætter fokus på foreningslivets integrationsfremmende muligheder:

"Disse fire projekter viser lige præcis, hvordan foreningerne i Københavns Kommune tilbyder aktiviteter, der målretter sig etniske minoritetsbørn og -unge med forskellige fritidsinteresser. Uden Brobygningspuljen ville initiativer som disse have svært ved at finde midler, og mange integrationsprojekter ville aldrig se dagens lys", siger Geertsen og fortsætter:

"Vi lever i en netværkskultur, og de netværk, etniske minoriteter kan få i foreningerne, kan bidrage til at bane vejen for både uddannelse, arbejdsmarked og aktivt medborgerskab. Det er måske på dette felt, at Brobygningspuljen viser sin klareste eksistensberettigelse."

Familie- og Arbejdsmarkedsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) ser brobygningspuljeprojekterne som en positiv integrationsmulighed for de etniske minoritetsbørn og deres forældre. Han fremhæver især foreningslivets oplagte mulighed for at inddrage pigerne:

"Det er fremragende, at der bliver gjort en ekstra indsats for at få pigerne med. Vi ved jo, at etniske minoritetspiger ikke blander sig lige så aktivt som de etniske minoritetsdrenge og pigerne med etnisk dansk baggrund. Vi skal støtte de etniske minoritetspiger i at komme ud og blande sig med jævnaldrende, og her er foreningslivet en oplagt mulighed for bedre integration," siger Bo Asmus Kjeldgaard.

" Brobygningspuljen har været truet af lukning på grund af manglende finansiering, og der skal lyde stor ros til de partier bag budgettet, som nu har sikret puljens overlevelse, for det er en helt rigtig prioritering. Integrationsindsatsen i foreningslivet skyder mere og mere frem, og vi glæder os over, at de aktiviteter, der tidligere er støttet af Brobygningspuljen, har skabt rigtig gode resultater til gavn for integrationen," siger Familie- og arbejdsmarkedsborgmesteren.

De støttede projekter

To The Beat vil i samarbejde med GAM3, X-Hall og Royal Copenhagen Skate rekruttere og involvere 100 etniske minoritetsunge i gadekulturens sportsgrene (breakdance, skateboarding, streetbasket, BMX og Inline-skating). Dette søges opnået gennem opsøgende arbejde, åbne indendørs aktivitetstilbud, udendørs workshops og træning, nat-arrangementer m.m. Da erfaringerne viser, at det er svært at rekruttere børn og unge bosiddende i ét lokalområde til en forening hjemmehørende i et andet, vil rekrutteringen kun foregå der, hvor foreningerne tilbyder aktiviteter. Derudover vil der blive etableret selvstyrende aktivitetstilbud i lokalområderne, ligesom aktiviteterne tænkes implementeret i de lokale klubber, fritidshjem og SFO'er som faste tilbud. Initiativet støttes med 100.000 kr.

Kringlebakken har modtaget midler til at ansætte en lønnet medarbejder 15 timer om ugen. Medarbejderen har til opgave at introducere pigerne, der kommer i Kringlebakken, til foreninger i området og tage med interesserede piger ud til foreningerne samt informere pigernes forældre om tilbuddene. Kringlebakken er et integrationsprojekt for piger med anden etnisk baggrund end dansk. De fleste af pigerne kommer ikke i andre foreninger, hvorfor det er vigtigt at informere dem om, hvad der er af tilbud i lokalområdet. Initiativet støttes med 135.625 kr.

DASAC (Danish African Soccer Academy) har modtaget midler til at fastholde de 20 aktive spillere, der p.t. er i DASAC, samt at rekruttere mellem 20-30 nye spillere i alderen 7-18 år. DASAC er en fodboldklub hovedsageligt bestående af etniske minoritetsdrenge. Foreningens primære opgave er at støtte op om børnenes motivation til at spille fodbold og til at opnå de mål, de har sat sig i livet. Dette gøres gennem dialog med de unge, disciplineret og udfordrende træning samt træningsture og kampe. Derudover fokuseres der på kontakten til forældrene, for herigennem at involvere og engagere dem i deres børns interesser og i det praktiske arbejde i klubben. Slutteligt involverer projektet opsøgende arbejde på skoler i lokalområdet med henblik på at rekruttere nogle af de børn og unge, som ikke er foreningsaktive. Initiativet støttes med 40.000 kr.

Løbeklubben AK73 ønsker at rekruttere mellem 25-30 etniske minoritetsmedlemmer i alderen 18-25 år. P.t. har klubben kun etniske danskere som medlemmer. Rekrutteringen af nye medlemmer søges opnået ved, at tovholderen samt 3-4 frivillige støttepersoner fra foreningen udfører opsøgende arbejde på sprogskoler, i etniske minoritetsforeninger samt på relevante uddannelsesinstitutioner. AK73 vil her informere om muligheden for at være aktiv i en løbeklub, hvor træningen varetages af to professionelle trænere, ligesom der i klubben ofte holdes sociale arrangementer så som klubaftener, foredrag og klubfester. Initiativet støttes med 27.040 kr.





ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site