Støj fra trafikken skaber dårlige boligerKøbenhavns Kommune02/06-2005 Hver 6. bolig i Københavns Kommune er udsat for stærk og vedvarende støj fra trafikken. Men hvordan er det egentligt at leve med støjen - og hvor store er generne egentlig for de københavnere, der i markant grad er udsat for støj? Det kan man blive klogere på i en netop offentliggjort rapport fra Københavns Kommune. Vedvarende og stærk støj fra busser, biler og lastbiler plager beboerne i ca. 50.000 boliger i Københavns Kommune. Men hvordan er det egentlig at leve omgivet af larm. Det har beboerne langs 3 stærkt trafikerede veje i København svaret på i en ny undersøgelse. Omkring halvdelen af beboerne føler sig generet af trafikstøjen, når de opholder sig indendørs i deres bolig med lukkede vinduer. Når vinduet er åbent, er det mere end 8 ud af 10, der er generet. Det betyder bl.a., at de fleste ikke åbner deres vinduer så ofte, som de kunne have lyst til. Hver 5. forstyrres ved almindelig samtale i eget hjem, de har svært ved at falde i søvn eller vågner om natten pga. trafikstøjen. At byboere skulle være mindre modtagelige over for støj afkræftes af undersøgelsen. Der er nemlig ikke noget, der tyder på, at man vænner sig til støjen og med tiden bliver mindre følsom overfor billarm. Tværtimod ønsker hver 3. at flytte fra støjen. Københavns miljøborgmester Winnie Berndtson (S) siger: - Det er meget bekymrende, at så mange københavnere skal leve med stærk og vedvarende støj. Vi ved, at det er sundhedsskadeligt, og undersøgelsen viser med al tydelighed, at der er tale om en væsentlig forringelse af livskvaliteten. Det bør være en menneskeret at kunne få fred i sit eget hjem og have mulighed for at lade op og hvile ud i en ofte hektisk hverdag. Københavns Kommunes støjundersøgelse er lavet for at evaluere effekten af den støjreducerende asfalt, der er udlagt på dele af Lyngbyvej og Vigerslevvej. - Støjundersøgelsen kan give os en viden om, hvordan de støjplagede københavnere oplever støjen i og omkring boligen – en viden vi kan bruge til en bedre og mere målrettet indsats overfor vejstøjen i København, siger miljøborgmester Winnie Berndtson. - Med den vækst, der er i København i dag, skal vi på samme tid passe meget på, at vi ikke skaber nye støjplagede boliger. Derfor skal vi stille præcise krav til, hvor og hvordan fremtidige boliger placeres og indrettes. F.eks. er det vigtigt, at boligens opholdsrum og soverum vender væk fra en trafikeret vej, så der er mulighed for uforstyrret hvile og søvn. Københavns Kommune har i en ny Trafik- og miljøplan foreslået indsatser mod støj for i alt 350 mio. kr., men der er endnu ikke afsat midler til en storstilet indsats. - Jeg håber meget på, at der ved de kommende budgetforhandlinger er en politisk vilje til at afsætte penge til en systematisk indsats mod støj" siger Winnie Berndtson. I det mindste bør der kunne oprettes en støjpulje, hvor støjplagede københavnere kan søge tilskud til støjisolering eller afskærmning. Kommunens undersøgelse viser, at københavnerne mener, det er kommunens eller statens opgave at løse støjproblemet, men de har også selv en vilje til at gribe til lommerne - specielt de, der er meget støjplagede. |
||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |